Vi bygger på Visionen for Hvalsø

Skrevet den 23-02-2016

Alle er meget velkomne i Projektkontoret den 1/3 fra 19-21, hvor arkitektvirksomheden SLA præsenterer deres første bud på vision for Hvalsø.

Kom og vær med, der er brug for alle byens kræfter, og du kan forberede dig til mødet ved at læse SLA’s bud på visionen her: Læs Vision for Hvalsø. Kan du ikke deltage på mødet 1/3, er du velkommen til at indsende dine ideer, kommentarer og tanker omkring visionen til Bjørn Henrichsen fra Vores Hvalsø på bjhe@lejre.dk. Visionen for Hvalsø vil blive præsenteret af byen for byen søndag den 10. april fra 11-14 i Hvalsøhallen, så kommentarer til visionen skal indsendes senest 13. marts.  

Bag om visionen

Visionen for Hvalsø er udarbejdet på foranledning borgere, virksomheder og foreninger samt Hvalsø Bylav, der har efterspurgt en langsigtet og samlende vision for byens udvikling. Visionen for Hvalsø er blevet til gennem omfattende involvering af byens mange interessenter i regi af “Vores Hvalsø” i 2015 og gennem inddragelse af centrale videns- og baggrundsmaterialer, herunder fx detailhandels- og trafikanalyser, Juul & Frosts “Helhedsstrategi for Hvalsø Bymidte af 2001 samt Lejre Kommunes brand- og udviklingsstrategi “Vores Sted”, hvor “Naturen ind i alt”, “Gode rammer for fællesskaber” og “Frirum til initiativ” udgør centrale omdrejningspunkter. Arkitektvirksomheden SLA har udarbejdet visionen i tæt samarbejde med byen og Lejre Kommune, der har støttet projektet økonomisk samt gennem nødvendig facilitering af kommunikation, møder og videndeling.

hvalso


Vores Hvalsø er et byudviklingsinitiativ, der gennemføres af Lejre Kommune i tæt samarbejde med byens borgere, foreninger,
erhvervsliv og alle andre interesserede.